lørdag den 22. februar 2014

ET MÅNEDLANGT KØKKENEKSPERIMENT


Jeg er en stor fortaler for spiselige gaver, så det kom nok ikke som nogen stor overraskelse for min familie da de hver især fik en lille goodiebag med spiselig lækkerier til jul. Jeg havde nemlig haft travlt i køkkenet med både at lave dulce de leche, samt at lave to varianter af den klassiske italienske likør lemoncello. Ja for det var altså bare ikke udfordrende nok at kaste sig ud i at lave en klassisk citron likør, næ nej jeg skulle da være ekstra kreativ og lavede både en clementin likør (fordi de små orange skønheder jo er i højsæde i december) og en vanilje likør (fordi jeg stod med en masse vanilje stænger som ellers ville blive smidt ud... yeah right som om jeg tillader a det sker)

Det var faktisk også rimelig nemt at lave de her likører, selvom det dog var en ret langsommelig affære. De består nemlig kun af vodka, smagsgivere (i mit tilfælde clementin og vanilje) vand og sukker.
Resultaterne blev faktisk ret gode og  selvom ventetide var lang vil jeg da bestemt mene at det var en af de bedre spiselige gaver som jeg har givet ud, ja jeg overvejede faktisk et kort øjeblik om jeg virkelig skulle give dem bort eller bare beholde det hele selv. 


Hvis I har lyst til at begive jer ud i at lave jeres egne likører (om det så er med den traditionelle citronsmag, lime smag eller noget helt tredje) så betaler det sig helt sikkert at være tålmodig også når man skal smage på varerne, det var jeg desværre ikke. Næsten lige efter at jeg havde blandet den varme sukkerlage sammen med vodkaudtrækket tænkte jeg "det her kan jeg da godt lige smage på, altså bare for at få en fornemmelse af hvad det kommer til at smage af" Men, men, men det skulle jeg aldrig have gjort, for det smagte hæsligt, ja jeg var faktisk klar til at kyle hele badulje ned i afløbet. Og hvis ikke C havde kommet en meget hysterisk Sulten Studerende til undsætning endte historien såmænd også her, men C stormede ud i køkkenet og nåede at rede de våde varer ved at insisterer på at vi lige skulle komme dem på køl og smage på dem en ekstra gang før vi smed dem ud. Og som sagt så gjort, og ved i hvad manden havde sgu ret, for de før så hæslige drikke smagte nu ganske glimrende og jeg har ladet mig fortælle at de bare står og bliver endnu bedre med tiden... bonus!

Nu gav jeg jo det meste væk i gave, men jeg har da stadig en lille flaske af både vanilje- og clementin likøren stående i køkkenskabet, og ud over at nyde et lille glas i ny og næ, så har jeg også en idé om at de kunne blive ret gode i bagværk, hvis resterne ellers kan få lov til at holde så længe ;). For i og for sig fungerer de jo som nogle søde essenser som kan pifte de fleste kager op på igen tid, og en enkelt appelsinkage eller lignende drislet over med den her clemnocello skal det altså nå at blive til inden lageret er helt tomt

Clemoncello ca. 1 liter:

1 flaske vodka på 750 ml
15- 20 clementiner, det kommer lidt an på ens personlige smag
600 ml vand 
400 g sukker
Du skal også bruge:
En stor beholder til at lade smagsgiveren trække i vodkaen, jeg brugte en stor sodavands flaske 
Mindre flasker til opbevaring af den færdige clemoncello

Brug helst økologiske clementiner til den her opskrift, men hvis dette ikke kan skaffes så sørg for at vaske clementinerne så godt som muligt.

Start med at rive clementinerne* og sørg for at der absolut ikke kommer noget af den bitre hvide del af skallen med, det vil nemligogså gøre den færdige likør bitter.

Kom nu den revne skal i den store beholder, hæld vodkaen over og skru låget stramt på.

Nu skal man bare vente i små 20 - 45 dage før man kan gå videre med opskriften, men det gør bestemt ikke noget hvis man ryster beholderen af og til men man venter**

Efter 20 - 45 dage kan man færdiggøre likøren ved at lave en sirup af sukker og vand, man tager simpelthen og kommer vand og sukker i en gryde, røre det lidt sammen hvorefter man varme det op ved middel varme indtil sukkeret er helt opløst.

Si nu clementin skallen fra og bland vodkaen sammen med siruppen.

Kom nu clemoncelloen i nogle rene og skoldede flasker med låg, og hvis det skal være helt rigtig skal den stå i yderligere 20 - 45 dage og trække. Det havde jeg altså bare ikke lige tålmodighed til, så jeg log dem bare køle af og så var den ellers i vinkel, men hvis i har lyst og tålmodighed så prøv endelig at lade den trække efterfølgende og smid gerne en kommentar nedenfor så jeg kan hører hvodan det bliver.

Vanicello ca. 1 liter:

1 flaske vodka på 750 ml
15- 20 vaniljestænger***, det kommer lidt an på ens personlige smag
600 ml vand 
400 g sukker
Du skal også bruge:
En stor beholder til at lade smagsgiveren trække i vodkaen, jeg brugte en stor sodavands flaske 
Mindre flasker til opbevaring af den færdige vanicello

Kom vaniljestængerne i den store beholder, hæld vodkaen over og skru låget stramt på.

Nu skal man bare vente i små 20 - 45 dage før man kan gå videre med opskriften men det gør bestemt ikke noget hvis man ryster beholderen af og til men man venter**

Efter 20 - 45 dage kan man færdiggøre likøren ved at lave en sirup af sukker og vand, man tager simpelthen og kommer vand og sukker i en gryde, røre det lidt sammen hvorefter man varme det op ved middel varme indtil sukkeret er helt opløst.

Si nu vaniljestængerne fra og bland vodkaen sammen med siruppen.

Kom nu vanicelloen i nogle rene og skoldede flasker med låg, og hvis det skal være helt rigtig skal den stå i yderligere 20 - 45 dage og trække. Men ligesom med clemoncelloen var tålmodigheden ikke eksisterende, så jeg log dem bare køle af 


*Man skal kun bruge clementin skallen til den her opskrift, men smid endelig ikke resten af frugten ud, pres enten saften og dik den,spis resten af frugten som den er, eller prøv at bruge resten af frugten til den her clementin kage 

**Jo længere man venter jo bedre skulle likøren blive.

***Det er måske lidt halv dyt for ikke at tale om ekstravagant at bruge hele vaniljestænger bare til en likør, gem istedet vaniljestængerne fra du har bagt med kornene Der er nemlig stadig massere af smag i stængerne som kan trække ud i vodkaen

1 kommentarer:

  1. Hvor ville jeg blive glad for sådan en gave og hvor ville jeg gerne være bedre til at planlægge, så jeg selv kunne forkæle familien med hjemmelavede lækkerier.

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...